Information vedrørende ETS

 

Herunder informeres der om indførsel af EU’s Emissions Trading System (ETS), som indføres per 1. januar 2024.

EU har besluttet, at ETS fra 1. januar 2024 også skal omfatte søtransport ind og ud af EU samt Island, som EØS-land.

Det betyder, at der skal betales en CO2 afgift for al gods fra EU samt EØS-lande til Grønland og omvendt. Det berører godstransport hen over Atlanten.

Hvad er ETS?
ETS er en CO2 afgift indført af EU, der skal motivere rederier til at udlede mindre CO2. ETS er allerede kendt indenfor energitung industri samt energisektoren, og vil fra 1. januar 2024 også omfatte søtransport.

Formålet med ETS er at sætte loft på CO2 udledningen, og der er udstedt et antal CO2 kvoter, der handles på et åbent marked. Man køber EU Allowances (EUA) via ETS til dækning af ens CO2 udledning, der efter opgørelse af ens forbrug skal tilbageleveres som betaling for udledt CO2.

Royal Arctic Line skal derfor købe CO2 kvoter – EUA for a kunne udlede CO2 i forbindelse med transport af gods ind og ud af EU.

Hvad koster ETS?
I 2023 kostede det i omegnen af 100 € for et ton CO2. EUA kvoter handles på det frie marked, og prisen er bestemt af udbud og efterspørgsel. Hvad det kommer til at koste i 2024 er ikke kendt på forhånd, eftersom kvoterne handles på det frie marked.

Prisen vil i Royal Arctic Line blive udregnet og afregnet på samme måde som BAFCAF. Satsen vil fra 1. januar blive sat til 1% og løbende blive reguleret på månedlig basis, i lighed med BAFCAF.

Hvem får pengene der inddrives via CO2 afgiften?
CO2 afgiften betales til EU, hvorfor den betalte afgift ikke er en betaling til Royal Arctic Line. Royal Arctic Line videreformidler de indtægter der er forbundet med afgiften via handel med EUA kvoter.

Hvorfor påvirker det Royal Arctic Line og dets kunder?
Afgiften gælder for al gods til og fra EU samt EØS-lande. Royal Arctic Line transporterer gods ind og ud af EU med Atlantskibene, både når det gælder import og eksport.

Hvordan vil afgiften blive opkrævet?
Afgiften vil blive udregnet og reguleret på samme måde som BAFCAF. Afgiften vil fremstå som en separat linje på den faktura man modtager fra Royal Arctic Line. Det vil derfor fremgå af ens faktura, hvor stor en andel af ens omkostninger der går til EU. 

Hvad gør Royal Arctic Line for at minimere afgiften på gods til og fra Grønland?
Ændringer i Atlantsejlplanen giver mulighed for at sejle langsommere hen over Atlanten, hvilket forventes at medfører et lavere brændstofforbrug.

I forbindelse med den løbende fornyelse af rederiets flåde, forventes det at ny energibesparende teknologi kan tages i brug.

Eventuelle spørgsmål vedrørende ETS bedes rettet til Royal Arctic Lines kundeservice.