14.04.21 11:00

Velkommen Siuana Arctica

 

Det første af Royal Arctic Lines fire nye bygdeskibe, Siuana Arctica, ankom til Nuuk den 12. april i det smukkeste solskinsvejr. Det 67 meter lange skib skal fra i sommer have fast base i Upernavik, og forsyne dens ni bygder fra regionshavnen i Aasiaat.

Siuana Arctica skal dog i arbejdstøjet med det samme, da det om få dage sejler mod Uummannaq via Aasiaat, for at åbne op for Saattut og Ikerasak. Der bliver dog banet vej gennem isen for Siuana Arctica – når Mary Arctica i weekenden følger efter og laver en sejlrende til bygdeskibet, ved først at tage til Saattut, for derefter at bane vej gennem isen til Ikerasak.

Siuana Arctica har lige omkring 500 pallepladser, og 1000, når der stables i to lag. Siuana Arctica åbner på den måde sæsonen for Uummannaq-distriktet, når det har afleveret sin last i Aasiaat.

Siuana Arctica har sideport med elevator og to kraner, og skibet kan sejle op til 12 knob. Yderligere er der i forbindelse med designet af de nye bygdeskibe taget hensyn til deres funktion som uddannelsesplads for grønlandske søfolk. Således er der mulighed for at tage tre elever og aspiranter ombord på Siuana Arctica.

Siuana Arctica erstatter Vestlandia, der i en årrække har besejlet Upernavikdistriktet for Royal Arctic Line på charterbasis.

Siuana betyder i front, forrest eller frem. Siuana Arctica går også forrest for de tre næstfølgende bygdeskibe som Royal Arctic Line forventer at få leveret i år, og som skal betjene Uummannaq, Sydgrønland og Diskobugten.