19.11.18 13:00

Royal Arctic Line nåede ekstra rejse til Kullorsuaq trods megen is

 

Søndag den 18. november lykkedes det Minik Arctica at ankomme til Kullorsuaq, en af Upernaviks største bygder. Det betyder at gods fra de ekstra røde anløb nu også er afleveret.

På denne tid af året er de sidste anløb, inden vinteren for alvor bider sig fast i Nordgrønland, såkaldte ”røde anløb”. Det betyder, at disse skibsankomster i vores sejlplan – og i vores servicekontrakt med Selvstyret – ikke er garanterede, hvilket igen betyder, at det er is- og vejrsituationen der afgør, om vi kan anløbe by og bygd på netop disse rejser.

For to uger siden var issituationen ikke god, men da vejrudsigten så lovende ud i weekenden, valgte Royal Arctic Line at gøre et forsøg, og det lykkedes. Blandt forsendelserne var vigtigt byggemateriale og en del snescootere, desværre var der noget flyttegods, der ikke kom med, men Royal Arctic Line er ved at finde på alternativer for at få godset frem.