Royal Arctic Line aflyser ikke havneanløb i flæng

Sermitsiaq.ag bragte i sidste uge en historie om, at en virksomhed har måttet tage et tab på en kvart million kroner fordi en forsendelse ikke nåede frem til julehandelen i Island, og at Royal Arctic Line ikke har meddelt sine kunder, at man har aflyst et anløb af Island. Overskriften siger: ”RAL aflyser havneanløb i flæng”. Det har ikke hold i virkeligheden.
Royal Arctic Line har ikke aflyst nogle skibsafgange til Reykjavik. Vi gentager: Royal Arctic Line har ikke aflyst nogle skibsafgange til Island. Fordi en eksportør har valgt at ignorere de tilbud der er givet om en transportløsning via Aarhus til Reykjavik, og i stedet søgt at arrangere en booking via en anden speditør, så har eksportøren fået en løsning, der ikke var på højde med de oprindelige ønsker. I stedet blev løsningen, at varerne kunne komme med et skib på en rejse via Aalborg. Rejsen til Aalborg har nummer 1803 fra Nuuk og den videre rejse fra Aalborg med samme skib har nummer 1806. Det vælger eksportøren at tolke som om at 1803 til Reykjavik var aflyst. Det er ikke tilfældet. 1803 har aldrig været sat til at ankomme til Reykjavik. Der er derfor ikke aflyst nogen rejse til Reykjavik.
Eksportøren har dog ret i en ting: Det er ikke nemt at være eksportør i Grønland idag. Det er netop derfor Royal Arctic Line er i en omstilling som vil sikre, at fremtidens handelsmuligheder vil være mere åbne end nogensinde før for Grønland med ugentlig eksport ud af Grønland hele året med forbindelser til Asien, USA og Europa via Reykjavik, Torshavn, Aarhus og andre havne. Det skal nemlig være langt nemmere at være eksportør. Det bliver det om 18 måneder, og det er det Royal Arctic Line forbereder i denne tid, blandt andet med nye systemer og procedurer.