17.04.23 13:00

Royal Arctic Line frasælger speditionsafdelingen

 

Per 1. maj vil Royal Arctic Line ikke længere have egen speditionsafdeling i Grønland.

Som et led i driftsoptimering og effektivisering af Royal Arctic Line, har ledelsen besluttet at afhænde selskabets speditions- og havneagenturaktiviteter i Grønland til Eimskip Greenland. Speditionsafdelingen beskæftiger sig normalt med speditionsydelser indenfor sø- og luftfragt, for- og eftertransporter og ikke mindst som Grønlands største havneagentur. Siden 1995 har afdelingen tilbudt disse services til kunder i og uden for Grønland.

Royal Arctic Lines kerneopgave ligger i at transportere gods til, fra og i Grønland på den mest effektive måde. Efter at have fokuseret på optimering af rutenetværket og reinvesteringen i en ny flåde, er det blevet tid til at se på, hvilke aktiviteter der primært bidrager til opfyldelse af denne kerneopgave, en opgave der er givet af koncessionen med Grønlands selvstyre.

”Jeg var selv med til at starte Royal Arctic Spedition op i 1995 sammen med DFDS. Som situationen er i dag, har det været vigtigt for mig at speditionsopgaverne skal kunne løses i et fortsat udviklende miljø og være understøttet af et internationalt netværk, hvilket vi finder at den nye ejer har mulighed for at tilbyde kunderne og ikke mindst vores medarbejdere. Det vil fortsat være de samme medarbejdere kunderne møder, endda på samme lokation”, siger Royal Arctic Lines kommercielle direktør Niels Clemensen.

Aktiviteterne forbundet med speditionsafdelingen er blevet solgt til det islandske selskab Eimskip, der sammen med overtagelsen af aktiviteterne også har overtaget medarbejderne, hvorfor det ikke for nogle ansættelsesmæssige konsekvenser for medarbejderne.

For yderligere information kontakt venligst:
Kommerciel direktør, Niels Clemensen
Mail: nic@ral.gl
Tlf.: +299 349111