24.03.20 09:55

Et grønnere Royal Arctic Line

 

Royal Arctic Line har to store mobilkraner på havnen i Qeqertanut i Nuuk. De bruges dagligt i dag, men de er også nødvendige for operationen af de tre skibe, der på skift skal lægge til i Nuuk, når samsejlingen med Eimskip indledes senere i år.

Tukuma Arctica, Dettifos og Brúarfos har ingen kran ombord, som Royal Arctic Lines skibe har i dag.

Nu er den ene af mobilkranerne, i daglig tale ”Sydkranen”, gået over til eldrift. Det reducerer Royal Arctic Lines, og Grønlands, udledning af CO2 med 169 tons pr. år. ”Nordkranen” forventes ligeledes at gå over til eldrift, når en reservedel til en kabelrulle bliver leveret inden for få måneder.

-  Fordelene ved at arbejde med ”Sydkranen” i dag er, at den starter hurtigere op på eldrift end på dieseldrift, og så sparer vi på reservedele til dieselmotoren, når vi kører på el, siger Regionshavnechef Daniel Danielsen, Royal Arctic Line.

Royal Arctic Lines trucks i pakhusene i Nuuk kører på el og rederiet ser løbende på, hvilket materiel der kan overgå til eldrift. 

Kranførerne er, ligesom resten af deres team af terminalarbejdere, i denne tid med Coronavirus-situationen delt op i hold, som ikke møder hinanden, hverken på arbejdet eller privat, ligesom besætningen på skibene og havnearbejderne ikke må mødes. Blandt andet på den måde sikrer vi, at pandemien ikke øver indflydelse på Royal Arctic Lines opgave med at forsyne Grønland.