18.05.16 11:00

Royal Arctic Line og Eimskip underskriver hensigtserklæring

 

Royal Arctic Line A/S og Eimskip har i dag underskrevet en hensigtserklæring om at tilslutte Grønland til Eimskips internationale sejlads gennem en aftale om kapacitetsdeling der fremadrettet vil forbinde Grønland til resten af verden. De to selskaber har til hensigt at arbejde sammen gennem kapacitetsdeling på større skibe hvilket vil øge effektivitet og forsyningssikkerhed.

Selskaberne vil investere i og drive containerskibe der bliver designet og bygget til de særlige Arktiske og Nordatlantiske vejrforhold i overensstemmelse med Polar Koden. De nye skibe vil være mere brændstoføkonomiske og dermed mere miljøvenlige. Det forventes at design og bygning af skibene kommer til at tage to til tre år. De nye skibe vil forbinde transportsystemer i Grønland og Island med transportsystemer i Skandinavien, Europa og Nordamerika.    

En endelig aftale er betinget af godkendelse fra ejerne af de to selskaber, samt Islands og EU’s konkurrencemyndigheder.

Gylfi Sigfússon, Præsident og CEO af Eimskip
“Planlagt havneudvikling i Nuuk, Reykjavik og Tórshavn tillader større skibe i markedet. Fælles udnyttelse af Eimskip’s og Royal Arctic Line’s kapaciteter, ved brug af færre og større skibe medfører en effektivitetsforøgelse. Dette samarbejde er et vigtigt skridt mod Eimskips fornyelse og udvikling af flåden og udvider Eimskips dækning af Nordatlanten.”

Verner Hammeken, CEO af Royal Arctic Line A/S
“Dette er et vigtig skridt der forbinder Grønland med de globale markeder. Det skaber muligheder for vore eksportkunder, og tillader oparbejdning af varer i Grønland inden de bliver sendt direkte til destinationer over hele verden på en mere effektiv måde. Kunder kan også vælge at importere direkte fra nye markedsområder i stedet for via Danmark. Vi ser derfor ind i en fremtid med større muligheder, øget effektivitet, der gør det enkelt og nemt at handle med Grønland.”

Om Eimskip
Eimskip driver et netværk med 57 kontorer i 19 lande og driver 20 skibe. Der er ca. 1.580 ansatte. Omkring halvdelen af Eimskips indtjening kommer fra aktiviteter udenfor Island. Det er selskabets vision at levere fremragende transporttjenester gennem et pålideligt transportsystem i Nordatlanten og at tilbyde et verdensomspændende netværk af temperaturregulerede logistikydelser.

Eimskip har været agent for Royal Arctic Line siden 1993. For nylig, blev dette samarbejde udvidet da Eimskips datterselskab, TVG Zimsen, blev udpeget som speditør for luftfragt og lastbilstransport for Royal Arctic Line i Europa.

Om Royal Arctic Line
Royal Arctic Line A/S blev stiftet i 1993 og er ejet 100 % af Naalakkersuisut, GrønlandsSelvstyre.
Grønlands Selvstyre har tildelt Royal Arctic Line A/S enekoncession til al søtransport af gods til og fra Grønland og mellem grønlandske byer og bygder. Rederiet er således en livsnerve for det grønlandske samfund. Royal Arctic Line driver også 13 havne i Grønland.