Frysegods

Royal Arctic Line hjælper gerne med at transportere dit frysegods. Her kan du finde reglerne for hvad og hvor meget du må sende.

Ved transport af frysegods er det altid afsenderens ansvar at forsendelserne opfylder reglerne. Veterinærmyndighederne eller Told & Skat kan tilbageholde private frysepakker, der ikke overholder bestemmelserne. I værste fald kan pakkerne blive returneret eller destrueret for afsenders regning. Derfor er det vigtigt, at alle frysepakker, der sendes ud af Grønland, overholder told- og veterinærreglerne i Danmark og EU. Du kan læse de vigtigste regler nedenfor, eller downloade reglerne for indførsel af fødevarer til EU her.

Søfragt og eftertransport betales altid af afsenderen i Grønland, mens modtageren betaler eventuelle udgifter til moms og told. Der opkræves moms af gods, når deres værdi overskrider €45, mens der både opkræves moms og told af pakker til en værdi over €500.

Regler for mængder og pakning

Privatpersoner må sende op til 30 kilo – per modtager i Danmark.

Royal Arctic Line tilbyder lettere håndtering ”5 kilo reglen”

Vil kunder undgå at skulle stå for Told & Moms, veterinærmyndigheder samt CITES tilladelser, kan kunderne pakke godset i enheder, der højst må veje 5 kilo stykket. Og hver enhed skal have separat modtager på. Det vil sige at en pakke på 20 kilo skal opdeles i fire mindre enheder på 5 kilo hver. Hver af de fire enheder skal have hver sin modtager. Godset sendes stadig på ét fragtbrev og beregnes stadig som én transport.

Vil du kombinere varer til flere modtagere i én forsendelse, skal du stadig opdele godset i enheder på max 5 kilo, og udfylde formularen her, så det tydeligt fremgår hvilke enheder, der tilhører hvilken modtager. Pakker til flere modtagere deles ikke op, men bliver leveret samlet på én adresse.

Regler for indhold
De fleste almindelige typer kød må gerne eksporteres, men enkelte dyrearter er truede og omfattede af særlige regler. Du kan finde reglerne for handel med truede dyrearter på Miljøstyrelsens hjemmeside.

Eksempler på kød, der gerne må eksporteres, er:
• Vågehval/sildepisker fra Vestgrønland
• Sæl
• Rensdyr
• Moskus
• Fisk og skaldyr

Eksempler på kød, der ikke må eksporteres, er:
• Narhval
• Hvidhval
• Finhval
• Pukkelhval
• Kaskelothval
• Grønlandshval
• Grindehval
• Vågehval/sildepisker fra Østgrønland 
• Marsvin
• Hvalros
• Isbjørn

Du kan downloade flere informationer om privat frysegods her.

Information

Danske Fragtmænd vil efter 31. august 2016 ikke længere udbyde frysekapacitet på deres terminaler, og det er ikke lykkedes Royal Arctic Line at finde andre vognmænd som kan tilbyde et landsdækkende frysehuskapacitet til opbevaring af private frysepakker. Det vil derfor ikke længere være muligt, at sende frysepakker til Danske Fragtmænds terminaler. Dog vil servicen fortsætte på Sjælland, hvor pakkerne kan afhentes i Sydhavnen.

Danske Fragtmænd kan dog tilbyde direkte levering til adresser ud for nedenstående priser, som er gældende fra 1. september 2016:

Frysegods op til 30 kg kan sendes til Sydhavnen til: DKK 500,00
Frysegods over 30 kg i Sjælland koster: DKK 1.300,00

Og da kan kunden vælge om de vil afhente i Sydhavnens Frysehus på adressen Bådehavnsgade 48, 2450 København, eller direkte levering.

Direkte levering i Jylland og i fyn:
over 30 kilo: DKK  950,00
under 30 kilo: DKK  500,00 

Ovennævnte priser pålægges moms, såfremt fragtfakturaen betales af modtager i Danmark. 

Hvis du har spørgsmål om frysegods er du velkommen til at kontakte kundeservice på telefon +299 70 15 00 eller kundeservice@ral.gl.